Sommer novelle #7

Alice

Denne novelle er – som ønsket- skrevet ud fra Jaspers synsvinkel. Den forgår i New Moon, hvor Alice vælger at tage til Italien med Bella for at redde Edwards liv. Men hvordan mon Jasper havde det, da hans elskede tog på en faretruende rejse? Det kan du jo finde ud af. God fornøjelse.

Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg var mast op af den væg hvor jeg havde ladt mig falde for flere timer siden, stadig med telefonen i min hånd.

I dag kunne jeg miste Alice.

Mit sind var splittet, jeg blev ved med at gentage små dele af vores sidste samtale oppe i mit hoved.
”Jeg gør mit bedste. Men forbered Carlisle. Vi har ikke ret gode odds.”
Det var ikke et sats jeg kunne acceptere. Indsatserne var for høje og chancerne for lave.
”Jeg skal nok komme ud på en eller anden måde.”
Jeg blev nødt til at håbe på det bedste. Det var alt hvad jeg havde lige nu.
”Du skal ikke følge efter mig.”
Troede hun virkelig at jeg kunne fortsætte uden hende?
”Og jeg elsker dig.”

Væggen jeg lå lænet op ad var ved at give efter. Jeg var nødt til at rejse mig, desuden havde min familie brug for mig. Trods det, kunne jeg ikke bevæge mig.

Tiden gik mens jeg lå fortumlet på gulvet, intet gav mening for mig lige nu. Efter alle disse timer af smerte, kunne jeg stadig ikke rigtig give Edward skylden for hvad der kunne ske med Alice. I stedet kunne jeg måske prøve at forstå ham – Edward, den enlige, mystiske skabning, hvis følelser jeg kunne føle, men sjældent kunne forstå – med min gave, kunne jeg forhåbentligt bygge en bro over den enorme afstand mellem os. Ligesom jeg ikke kunne klare angsten for min elskedes skæbne, troede Edward at hans mage var død. Jeg vidste, at hvis jeg var i hans sted, ville jeg søge glemsel. Ligesom han gjorde. Alt hvad jeg kunne gøre, var at håbe, trods oddsene, at vi alle tre ville overleve.

Pludselig mærkede jeg en andens følelser ved siden af mig – kærlighed, frygt, håb og smerte – og jeg åbnede mine øjne lige i tide til at se Esme trække mig ind til sig i et varmt knus. Jeg krammede hende igen og lænede mig tilbage for at læse hendes blik. Udover hendes nuværende frygt for at miste Edward, Alice og Bella, kunne jeg også mærke gamle minder af tab for længe siden. Bag hendes blik var der billeder af hendes baby, minderne fra den sorg der førte hende ud til klipperne.

Hun børstede forsigtigt noget hår væk fra mit ansigt, mens vores øjne kommunikerede bedre end nogen ord nogensinde kunne. Hun trykkede min hånd og rejste sig op, mens hun prøvede at nå ud til de andre familiemedlemmer.

Pludselig ringede telefonen i min hånd. Følelsen af mit hjerte der var at eksplodere, spredte følelsen af håb, frygt og angst udover hele familien. Jeg løftede røret op mod mit øre.

”Hallo?” Min stemme var lav og vaklende.
“Jasper!” Peb Alice glædeligt, “vi klarede det, Edward er okay!”
Jeg lukkede mine øjne og en pludselig bølge af glæde og lettelse skyllede over mig.

Alice ville komme hjem.