Sommer novelle #10

Edwards første bytte

Denne er tirsdagens anden novelle. Den er lidt anderledes, da den er skrevet ud fra en fremmedes synsvinkel (så at sige). Den handler om Edwards første bytte. God fornøjelse.

Mit navn er Julie Maria Mace og en septemberaften mødte jeg Edward Cullen. Dette blev min død.

Han dukkede op ligeså pludselig som min overfaldsmand havde. Han fløj ind som en engel der var sendt for at redde mig eller sørge for at min død var hurtig og smertefri, selv om jeg stadig var efterladt i store smerter efter mit overgreb. Jeg var ikke sikker på hvad jeg havde gjort, siden jeg havde fortjent dette.

Jeg var gået, flygtet fra mit tidligere hjem, fra den frygt som lå som en forbandelse over huset. Jeg gik gennem natten med kuldegysninger op ad min rygrad, forårsaget af følelsen af at blive overvåget eller efterfulgt. Jeg kiggede mig over skulderen og rigtigt nok, var en mørkklædt mand lige i hælene på mig. På måden han slingrede ned af gaden efter mig, kunne jeg tydeligt se at han var beruset. Jeg begyndte langsomt at småløbe, uden at se hvor jeg løb hen. Mine fødder forrådte mig da manden få minutter efter stod over mig. ”Hvor tror du, du skal hen?” sagde han og tog fat i mig. Han stank af alkohol og røg.

Jeg satte et modigt ansigt på. ”Slip mig, nu.” Han brød sig ikke om tonen i min stemme og det gjorde han klart for mig. Han skubbede mig ind i den nærmeste gyde og bankede mig. Jeg faldt hulkende til jorden og udstødte et højt skrig i håb om at nogen ville høre mig. Han sparkede mig i maven og da jeg hev efter vejret, så jeg en smuk mand nærme sig os.

Han havde rodet gyldenbrunt hår og hud så bleg som månen over mig, han var pænt klædt og gik elegant.  Manden som angreb mig så den engleagtige mand og kastede mig mod den kolde, våde jord. Han bandede af englen. Det sidste jeg så før jeg blev bevidstløs, var at min overfaldsmand var blevet smidt på jorden ved siden af mig, men den smukke mand stående over ham.

Manden med engleansigtet løb gennem mine tanker mens jeg lå på brostenene og støttede mit hoved. Da jeg åbnede øjnene igen var begge mænd forsvundet, jeg lå på en bænk i en park. Havde min engel efterladt mig her? Jeg var øm over hele kroppen og min hånd var hævet efter jeg havde prøvet at forsvare mig, jeg var efterladt med blå mærker og eventuelle brækkede knogler, men intet blod.

Nattens mørke blev afbrudt af en gadelygte som kastede et svagt skær over åbne område med græs. Jeg satte mig op og børstede mit hår væk fra ansigtet. ”Er du okay?” sagde en silkestemme bag mig. Jeg vendte mig om og så at englen sad en meter fra mig, på den anden side af bænken. Selv i skyggen af gadelygten var han smuk. Han havde udstående gyldne øjne og hans bronzefarvede hår sad i en perfekt rodet frisure. ”Mit navn er Edward Cullen, er du okay?” Han havde taget pusten fra mig med sin skønhed, Edward Cullen.

”J-ja, jeg har det fint,” stammede jeg, mens en rødme fordelte sig ud over mit ansigt. Vi sad et øjeblik. Mit navn er Julie,” sagde jeg lavt. ”Smukt,” mumlede han.  ”Hvad?” sagde jeg og kiggede på ham, mens han så ud som om han var langt væk i sine egne tanker. Han kiggede op og mødte mit blik. Hans øjne syntes en smule mørkere og han kiggede hurtigt væk igen.

”Øh, tak fordi du hjalp mig,” sagde jeg og holdt blikket fast mod ham. ”Selv tak. Jeg må nok hellere gå,” sagde han og rejste sig. ”Nej!” Råbte jeg næsten og tog hænderne op foran munden i bare overraskelse.  Jeg kiggede flovt ned i græsset. ”Jeg mener, bliv. Be’ om. Hvad hvis han kommer tilbage?” Bad jeg. “Det tror jeg ikke du skal bekymre dig om,” sagde Edward lavmælt og satte sig igen. ”Stol på mig,” sagde han og holdt mit blik fast.

Vi sad i stilhed for et øjeblik, indtil Edward foreslog vi kunne gå en tur. Han rejste sig yndefuldt, mens jeg rejste mig langsomt og forsigtigt så jeg ikke skadede mig selv yderligere. Jeg tog en dyb indånding og tog mig hurtigt til ribbenene da jeg følte et knæk. ”Er d-” jeg afbrød ham ”Jeg har det fint.”

Vi gik over til broen, med udsigt over den fredfyldte sø.

”Jeg beklager,” sagde Edward. ”Efter i nat kan vi ikke se hinanden mere.” Jeg gjorde intet for at skjule skuffelsen. ”Det er bare,” han kæmpede med at finde de rigtige ord. ”Det er ikke… godt, for en som mig at spendere tid med en som dig,” sagde han langsomt. Jeg skulle til sige noget, men jeg lod være. ”Farvel, ” sagde han. Jeg rømmede mig. ”Farvel Edward,” sagde jeg. Jeg vendte mig om for at gå. Jeg ignorerede smerten og gik så hurtigt jeg kunne.

Jeg mærkede hans blik der fulgte mig da jeg gik. Jeg vendte mig for at se en sidste gang, han stod stadig i samme stilling, samme sted.  Et søm der stak ud fra broen fik fat i min kjole. Alt efter det gik meget hurtigt. Jeg faldt til jorden og følte det varme blod bane sig vej ned over mit ansigt. Jeg holdt mig til panden og så lige i tids nok Edward som pludselig stod foran mig, en dyb dyrisk snerren undslap hans læber lige før han kastede sig over mig.