Flugten på Pattinson

Første dag i Berlin har både været fantastisk og foruroligende!

Ved 18-tiden ankom vi til Berlin og da gik jagten på Pattinson i gang. Vi har til start lejet en lækker lejlighed, som ligger tæt på alting.

Kort efter ankomst var der skybrud, men vi valgte dog alligevel at bevæge os udenfor, da vi skulle have købt lidt ind, samt finde ud af hvor vi skulle befinde os i morgen, når gallapremieren på Water For Elephants går i gang. Efter en lang gåtur fandt vi endelig Sony Center og de var allerede gået i gang med oppyntning og klargørelse til begivenheden i morgen. Vi nogle forskellige mennesker omkring begivenheden, men de fleste snakkede så dårligt engelsk at vi dårligt nok fik noget ud af samtalen. Dog fik en af medarbejderne, i alt sit ævl og kævl, fremstammet at alt ville være “abgesperrt” – altså afspærret. Der gik vi storstset i panik. Havde vi en chance for at se Robert overhovedet? Vi fandt dog en anden pige, der kunne langt mere engelsk. Hun fortalte os hvornår stjernerne ville ankomme og at hun ikke regnede med at det hele ville blive spærret af. En smule skuffede vendte vi næsen hjemad.

Da vi kom hjem spiste vi noget aftensmad og ved et tilfælde fandt vi pludselig frem til nogle billeder taget da Robert ankom til Berlin, desuden blev hans hotel også oplyst. Vi hoppede af glæde og tænkte at NU måtte chancen for at se Robert da være der. Vi tog overtøjet på igen og denne gang gik turen direkte mod Roberts hotel.

Nu var det nu, vi havde fundet balkonen til Roberts suite og vi stod nu forventningsfulde og ventede på at få et glimt af superstjernen. Desværre for os, var suiten mørklagt. Vi var dog ikke de eneste, en gruppe tyske piger stod også og ventede og vi faldt i snak med dem. De fortalte at de havde ventet i over 6 TIMER på at se Robert, de havde set ham forlade hotellet ved en 18-tiden,  men de havde kun nået at få et lille glimt af ham. De forklarede os at han havde brugt udgangen ved parkeringskælderen flere gange i dag og at han havde skiftet mellem FIRE forskellige biler – altså lokkebiler. De vidste at han var ude og spise på en restaurant der hed “Buckert” – de havde dog ingen idé hvor den lå henne og om det overhovedet var sådan at man stavede det.  De forklarede os også at mændende ved Sony Center havde løjet for os, omkring at det hele ville blive spærret af. De gjorde det blot for at holde folk væk fra stedet, så det ikke blev så proppet. Men vi havde stået en lille times tid, begyndte paparazziaerne pludseligt at samle sig omkring hotellet. Vi tænkte at der snart måtte ske noget. Ekstra opmærksomme holdt vi både øre og øjne åbne. Pludselig så vi det, en af paparazziaerne havde fået sneget sig ind på hotellet og snart var de alle derinde. Robert var stadig ikke til at finde.

Vi ventede en smule længere, men blev enig med hinanden om at det ikke var fair over for Robert at han ikke engang kunne få én aftens privatliv for sig selv. I morgen ville vi tage forbi Sony Center og måske endda prøve ved hotellet igen, for i morgen er han frisk og udhvilet, samt klar og forberedt på os fans.

Vi tog hjem igen og i morgen fortsætter jagten endnu engang.

Det var alt for nu,
Sara