Skrevat af dagmarcullen.
Denne historie er set fra Carlisles synspunkt og er derfor lidt anderledes. Jeg har ikke læst Breaking dawn endnu og jeg er ikke helt færdig med Eclipse så jeg ved faktisk ikke om historiens højdepunkt kan lade sig gøre i følge forfatteren.
Jeg mærkede vinden mod mit andsigt da jeg susede gennem skoven. Esme og jeg var taget på jagt for det var et godt stykke tid siden. I løbet af mine snart 352 år havde jeg vendet mig til fornemmelsen af den høje hastighed. Middagen bestod af et par hjorte. Jeg mærkede den varme tyktflydende væske glide ned gennem min hals. Jeg kunne mærke det give mig noget af min styrke tilbage men jeg blev ikke helt mæt. Da vi var færdige med at spise gik jeg over mod min kone og kyssede hende. Vi løb tilbage gennem den tætte skov, og da vi nåede huset var det tomt. Vi gik ind i stuen og det løb mig koldt ned af ryggen. Tre kutteklædte skikkelse stod med ryggen til ved siden af hinanden. “Det er et fint hus i har jer her Carlisle”. Aro’s stemme gik lige ind i knoglerne på mig Da han vendte sig om. “Hvad vil du her Aro?” Spurgte jeg Volturi klanens leder. “Jo ser du. Det er kommet mig for øre at der er sket noget umuligt”. Han kiggede på mig som om jeg havde begået en forbrydelse. “Vi så jo Renesmee, der blev født mens Bella stadig var meneske. Men at det er sket mellem to vampyre havde jeg nu aldrig troet”. Hans stemme var skinger. Vidste han noget. Hvordan kunne han vide det! Det var jo kun Esme og jeg der vidste det. Jeg sukkede. “Dagen efter vores bryllupsdag Mærkede Esme noget rumstere i sin mave. Og efter som vi lige havde jaget kunne det ikke være sult. Vi besluttede at tage et røngten billed for at se hvad det var. Den blege sammenkrøllede skabning viste at det var muligt for to vampyre at få et barn og at det ville vokse præcis ligesom Renesmee gjorde. Men hvordan kunne du vide det?”. Sagde jeg til Aro. “Jeg var egentlig på vej ud for at besøge Alice, personlige årsager da jeg løb ind i Edward som tilfældigvis havde læste en hvis blond vampyrs tanker”. Åh Edward. Selvfølgelig havde Edward læst mine tanker. Så hjælper det jo ikke noget at prøve at holde det skjult. Alice havde garanteret også set det. “Vi har ikke brudt nogen love” sagde jeg til Aro. “Nej det har i ikke. Jeg er bare meget interesseret i dit barn” sagde han med en uudholdelig vislen. “Hvis jeg får et barn der er mit biologisk skal ingen tage det fra mig” Esme talte højt. Hun råbte næsten. Men dat var jo klart nok da hun allerede havde mistet et barn. “I kan beholde barnet” sagde Aro. “Men vi kommer på besøg når barnet er født. Så i må sende besked når det er”. “Vi vil ikke snydes”. Det var det første Caius overhovedet havde sagt. ” Det er fint. Vi skal nok give jer besked når babyen er født, men hvis det ikke er til for meget besvær vil jeg gerne bede jer om at gå nu”. Min stemme rystede. Jeg ville ikke være uvenner med volturi klanen igen. “Det er ok. Jeg vil nu alligevel også gerne hjem nu” sagde aro. “Vi ses Carlisle Cullen” Og så var de væk. Jeg kiggede på Esme “Vi bliver nød til at finde resten af familien. De skal have det at vide”. Esme nikkede. “Jeg finde Emmet, Rosalie, Alice og Jasper, så finder du Edward, Bella og Renesmee” sagde jeg til hende.Hun nikkede igen og løb ud ad huset med mig lige i hælene. Ved hoved døren skiltes vi. Jeg fandt Alice og Jasper sammen ude i skove. Jeg tror at de havde været på jagt. “hjælp mig med at finde Emmet og Rosalie. Vi skal lige samle hele familien”. Jeg kiggede Alice i øjnene og kunne se at hun forstod hvofor. Vi løb alle tre vidre ind i skoven og fandt Emmet i mens han sloges med en puma og Rosalie der stod ved siden af en død hjort. “Kom med hjem vi skal lige snakke om noget hele familien samlet” Emmet så op fra sin kamp og satte så tænderne i sit bytte. Vi løb alle fem tilbage til huset og så at de andre allerede var kommet. Vi Gik ind i stuen og jeg så at Jacob også var her. Det overraskede mig egentlig ikke. “Hey alle sammen, stille stille. Hør lige her Der er sket noget som vi alle troede var umuligt. Esme har mærket noget i sin mave for to uger siden. Og vi fandt ud af at det var et lille spark” Jeg kiggede rundt i rummet mens alle gispede bortset far Esme, Edward og Alice. “Men det betyder jo” Rosalie kiggede chokkeret på skiftevis mig og Esme. “at jeg er gravid og Carlisle er faderen” Esme kiggede ned ad sig selv. “Men skal Esme så igennem det samme som mig” Bellas ansigt var skrækslagent og hun lød forfærdet. “Ja det er jeg bange for, men nu ved vi hvad vi skal gøre så det blive nok ikke så slemt og jeg skal nok sørge for at være der under føslen”. Da jeg sagde det fik jeg dårlig samvittighed over at jeg ikke var der da Bella fødte.
Dagene gik, Esmes mave blev større og større og jeg havde blod nok. Men Esmes øjne blev røde. Det var jo menneske blod, og det var det babyen forlangte. Hun blev ikke lige så udsultet som Bella blev dengang for denne gang var vi forberredte. Jeg var lige kommet hjem fra jagt da Esme spærrede øjnene op. Jeg kiggede på hende “Hvad sker der”. “Min mave… Jeg tror… Babyen… NU!!!” Det sidste skreg hun nærmest. “Edward, Rosalie kom med briksen… NU!!!” og et sekund efter stod den der. Jeg løftede Esme op på den og rullede den ind på mit kontor. Esme skreg. Rosalie stod og holdt hende i hånden da jeg skulle tage imod babyen. Hun kæmpede og kæmpede, hun pressede og pressede, hun skreg og skreg og så… Jeg havde fået en datter. Eller vi havde fået en datter. Edward stod klar med et lille blødt håndklæde til hende. Jeg tog og foldede det om hende og gav hende til Esme. Jeg tror at sidst jeg havde set hende så glad var da vi giftede os. Men midt i al glæden sagde Edward noget jeg fuldstændig havde glemt. “Hvad med volturierne? Du har lovet dem at du ville give dem besked når babyen var født”. Volturierne… Jeg havde lovet dem det. Det var rigtigt nok. “Ok. Jeg sender en besked. Så kan Aro selv beslutte hvad han vil gøre der fra”. Kære Aro. Babyen er født. Jeg har holdt mit løfte så om du kommer eller ej må du selv beslutte. Men jeg tillader ikke at i tager min datter fra mig og Esme. Hilsen Carlisle. Jeg sendte beskeden og løb tilbage til min kone og mit barn. Alice kom ind. “Århh er hun bare lige sød eller hvad. Men hvad skal hun hedde?”. Det havde vi slet ikke tænkt på. “Hvad synes du skat” spurgte jeg Esme. “Det ved jeg ikke?… Hmm… Hvad med… Aya?” Hun så op på mig. “Aya”. Jeg smagte på ordet. “Aya er et rigtig fint navn”. Jeg smilede til hende. Og pludselig smilede Jasper helt vildt. “Nårhh. Kan man andet end at elske hende?” Han så chokkeret ud. “Det var ikke mig der bestemte at jeg skulle sige det?”. Jeg kiggede uforstående på ham. “Det er Aya!” Edward havde læst hendes tanker. “Hun har en evne. Hun kan bruge andres evner på dem selv” Han kiggede på Aya.
Som tiden gik voksede Aya. Hurtigt. Men vi vidste at vi kunne beholde hende. Og så en dag skete det vi havde gået og ventet på. Volturiernes tre overhoveder kom på besøg igen. “Nå hvor er hun så” Aro’s stemme var som en slange. “Tag det lige roligt. Det er første gang hun møder nogen som helst fremmede okay?”. Jeg viste at Aro ville læse hendes tanker. Men jeg viste også at hun ville læse hans. “Aya? Kom lige her ud. Der er nogen der gerne vil møde dig”. Hun kom listene hen og stillede sig bag mig. “Gå bare frem og hils på Aro. Han gør ikke noget FOR DET HAR HAN LOVET!“. Jeg kiggede strengt på Ham. “Hej med dig lille ven”. Aro Vislede. Hun gav ham hånden og han tog sin anden hånd og lagde oven på hendes. Hun gjorde det samme. Aro kiggede forvirret på mig. “Far. Hvorfor vil Manden gerne have Alice og Edward med hjem?”. Hun havde vendt sig om. “Hvordan viste hun det?”. Aro så næsten skræmt ud da Aya havde spurgt mig. “Hun har en særlig evne. Hun kan Bruge alles evner mod dem selv”. Jeg kiggede på Aro. Han kiggede tilbage. “Nå men vi skulle også til at gå nu sååå øhm… Farvel”. Jeg smilede for mig selv. “Faar! Hvorfor ville manden have Alice og Edward med hjem?”. Aya så spørgene op på mig. “Det ville han fordi at din bror og søster har nogle evner som Aro godt kunne tænke sig at have. Men han har en evne så han ville bare have med i sin klan. “Nåår.” Aya grinede. Vi gik hånd i hånd ind til de andre. Aya løb hen til Esme, Jeg gik hen til hende og hun kyssede mig…
