Dette er en lille historie, som jeg håber, at I vil kunne lide.
Den er set fra Renesmees synspunkt, og man skal lidt have set alle filmene for, at forstå den.
Der stod jeg, helt alene på den åbne vej, Jake havde spurgt om han ikke skulle tage med, men jeg ville ikke have, at han skulle vide, hvad det var jeg lavede. Det var han blevet ret irriteret over, men han måtte vente. Nå, men jeg stod der på den åbne vej, og ventede på mor, hun havde lovet, at køre mig.
Hun kom efter tre minutters ventetid, lidt forsinket, men det vidste jeg at der var en grund til.. Hun skulle væk fra far – og var der noget der var svært, så var det at komme væk fra ham, og så især mor.
“Hej min skat”, det var hvad hun sagde, lidt væk, men ikke langt nok væk til at jeg ikke kunne høre det. “Undskyld, at jeg er lidt forsinket, men du kender jo din far”. Hun havde ret, jeg kendte ham, men slet, slet, slet, slet ikke nok til at sammenligne med hende. Deres kærlighed var noget, som jeg aldrig ville komme til at forstå.
“Hej mor, er du klar?”
hun svarede lynhurtigt, men det var jeg blevet vant til, efter at bo med vampyrer.
“Ej, undskyld igen skat, det var da mig der skulle have spurgt om det, jeg håber at du får den cd, du har den mest fantastiske stemme!” Jeg syntes heller ikke selv, at min stemme var dårlig, men jeg kunne ikke se lige så meget i den, som mine familiemedlemmer og min venner. Jake elskede når jeg sang, men jeg kunne også gøre ham glad, bare ved at kigge på ham. Han var min sol, jeg elskede ham, han elskede mig og jeg drømte om fremtiden, kun med ham. mor afbrød mig midt i mine tanker ved at spørge; “Skal vi køre?”.
Jeg nikkede, mor og jeg havde næsten lige været sammen, hun var den eneste jeg kunne sige alt til, hun dømte mig ikke. Jeg kunne ikke sige alting til far, men han kunne jo læse det hele. Jake kunne jeg næsten også sige alting til, bortset fra hvor meget jeg savnede blod. Jeg var på en kur, for at vi kunne opføre os normalt, men jeg blev så afkræftet af det.
Vi kørte afsted til Washington, og kom til middag. Vi gik ind på studiet, det var en kæmpe bygning, som så lidt faldefærdig ud. Jeg skulle synge ti sange, og det var klaret på en time, men der var én sang, som jeg ikke kunne få til at virke, det var en meget sørgelig sang, som hed Life in a box. Den var om smerten jeg havde påført min mor, jeg kunne simpelthen bare ikke synge den foran hende.
Da vi kom ud fra studiet, roste min mor mig til skyerne, jeg blev selvfølgelig glad, emn jeg kunne ikke helt tro på hende. Altså hun var jo min mor.
Da vi kom hjem, eller næsten var hjemme, kunne jeg høre far komme susende, lige ved siden af bilen. Han kunne ikke engang vente med at se os, eller rettere sagt, min mor til vi var helt inde ved huset. Han steg ind i bilen, og sad der, han kiggede bare på mor, og så nogle gange på mig, så sukkede han. Jeg kunne se, at han var lykkelig.
Jeg var knap nok steget ud af bilen, da Jake kom styrtende hen, fejede mig op fra jorden, så jeg lå oppe i hans arme, jeg var tryg, jeg var hjemme. Han kiggede en lille smule surt på mig, men jeg kunne se bagved det, at han var lette og glad for at jeg endelig kom hjem.
Jeg kyssede ham blidt på munden, da jeg så kiggede på ham igen, kunne jeg ikke se det sure i øjnene mere, kun lidt tvivl. Jeg vidste ikke hvad det var han tvivlede på, han vidste da, at jeg elskede ham.
“Hey, mor og far er det okay, at mig og Jake tager hen til vores hytte, jeg er lidt træt.”
De kiggede bare på mig, som om, at de godt vidste hvad jeg egentlig ville, men de nikkede bare og sagde; “Vi skal nok hilse de andre fra jer, og Jake pas på hende.” Jake nikkede så hurtigt han kunne og kiggede bare på far, det var så typisk far, at sige sådan noget, men det var vel også okay.
Da Jake var nået hen til hytten, med mig på ryggen, kunne han ikke styre sig mere. “Babe, du er nødt til at sige hvad du lavede i dag, jeg er ved at gå til.” Jeg kunne ikke lade være med at grine, bare lidt, han var så utålmodig.
Jeg hoppede fra hans ryg, hen til hans mave, kyssede ham på munden, denne gang med lidt mere kraft. Jeg svarede ham endelig: “Min lille utålmodige skat, jeg har bare været i Washington, for at indspille en cd.” Han stirrede på mig, med et af verdens største smil, og lidt sørgmodighed. Jeg begyndte lige så stille, at synge en af de sange, som jeg havde skrevet til ham, samtidig med at jeg gik ind i huset. Han tog mig hårdt om mine hofter,pressede mig ind i en væg, og kyssede mig. kyssede mig så hårdt, at jeg var ved at besvime. Det var dejligt, han havde aldrig før taget så hårdt fat om mig.
Han bed mig blidt i øreflippen, jeg kyssede ham blidt op og ned af halsen. Jeg fik ind imellem kyssene stønnet, jeg elsker dig. og han grinte lidt, men sagde så; “du kommer aldrig til at elske mig så meget som jeg elsker dig, og hvis det en dag sker, er det fordi, jeg er død… Nej, nok ikke engang når jeg er død, vil du elske mig mere end jeg elsker dig.”
Jeg slog ham lige så blidt på hans kind, jeg tror ikke engang, at han lagde mærke til det. Og sagde; ” Du er et fjols, men jeg elsker dig nok mere end du nogensinde vil komme til at tro på.”
Og så fortsatte vi med at lave den slags musik, som jeg allerbedst kunne lide, ham og mig.
