Her er et lille digt omkring den smerte bella føler i breaking dawn,
hvor hun føder renesmee og forvandler sig…
håber i kan lig det.. 😉
Som et snefnug i regnen Bliver jeg tværet ud Ene og alene Kigger jeg ud
Bag lukkede døre Jeg føler mig glemt Jeg kæmper og kæmper Men når aldrig frem
Jeg bliver holdt nede Jeg er intet værd Ingen er hos mig Kun min bamse er nær
Jeg skriger og græder Det gør ondt inden i Mit blod det drypper Jeg vil være fri
Smerten bliver dulmet Ved ikke hvorfor Ved snart det er ovre Men ikke hvornår
Positivt:Det er en super god historie. Forsæt med det!
Negativt:husk lige at sætte kommaer og punktum(ikke får noget det er ikke kritik jeg giver dig men en hjælp)og hvad er det med en bamse?
jeg kunne ikke rigtig skrive, kun min kære er nær så jeg skrev bamse jeg syntes det lyder sødt og det er også ligt sjovt …
og jeg skriv digtet, et andet sted og der satte jeg punktumer og kommaer. Men da jeg kopiret det ind her så slette det, det alt sammen og det opdaget jeg ikke før den var sat ind.. 😀
det kan jeg godt fårstå når du siger det sådan, men jeg sagde det jo også bara, det var jo ikke meningen at du skulle føle det som kritik men mere som en hjælp i fremtiden!
og jeg siger mange tak, og jeg syntes ikke det var en kritik 🙂
Sindsygt godt!!!:D
Hvor ved du så meget becca-rebecca?
jeg ved ikke MEGET jeg ELSKER bara Twilight af hele mit hjerte og har terpet universet sygt meget.
mine komnetara skal ikke forstås som blær eller kritik jeg siger bare tingne som de er og hvis jeg har et spørgsmål spørg jeg.
jeg vil altid elske twilight og håber at du fårstår mit svar og at jeg har forstået dit spørgsmål…