Alt Bevares, Bortset Fra Min Menneskehed – Full version

Skrevet af Kathrine Cullen.

Jeg sad og kiggede alt mit fanfic igennem som jeg har lagt ud, da jeg stødte på Alt Bevares, Bortset Fra Min Menneskehed, hvor der var mange der havde spurgt efter hele novellen. Til jer der ønskede den hele, her er den:

Jeg vågnede efter en lur, jeg ikke vidste hvor lang tid havde varet. Jeg vågnede af Jacobs stemme. Langsomt åbnede jeg øjnene for at se om det var ham; Jeg anede intet om at være gravid, og slet ikke hvordan det påvirkede mig. Men det var ham. Min store dejlige Jacob med mørkebrune øjne og sort pjusket hår. En tanke strejfede mig i et øjeblik: Måske var det den sidste gang jeg ville komme til at se Jake; Den smukke ”ulv” der stod lige foran mig.

”Bella, er du okay? Fryser du?” Spurgte han venligt, imens hans dybe mørke øjne stirrede ind i mine indsunkne, trætte øjne.

”Nej, jeg fryser ikke. Og udover at en halv vampyr-baby er ved at smadre mig indefra, er alting okay” Det mindste smil gled hen over mine tørre læber.

”Jamen du græder jo” Sagde han endnu mere kærligt end før. Først dér kom jeg i tanke om min tidligere tanke. Først dér mærkede jeg de varme saltvands tårer trille ned ad mine lyserøde, bløde kinder, og først dér slog det mig pludselig: Det var sandsynligvis de sidste dage jeg havde at trække vejret i; Sandsynligvis den sidste gang jeg ville få Jake, Rose og Alice at se; og sandsynligvis ville jeg aldrig få min kønne lille dreng med grønne øjne og brunt krøllet hår at se.

”Jeg kommer nu, elskede!” Råbte Edwards blide vampyr-stemme nede fra entreen i Cullen familiens hus. Han havde sikkert læst Jacobs tanker, og fundet ud af at jeg var vågnet og lå græd, på den lyse beigefarvede sofa med et brunt tæppe af uld over mig, i Cullen familiens dagligstue. Hvordan måtte det se ud i Jacobs øjne, og ikke mindst Edwards? Jeg tørrede mine øjne med bagsiden af min hånd, og håbede inderligt at Edward ikke havde læst Jacobs tanker. Han skulle ikke se mig græde, og slet ikke i den tilstand jeg var i nu. Han ville flippe ud og det ville tage flere timer at overbevise ham om at jeg var okay… Eller, når ja, næsten okay. Efter 4 sekunder var Edward kommet op ad de 113 trappetrin fra Entreen til 3.sal, i Cullen familiens hus. Jeg talte engang da jeg var hjemme hos Edward. Faktisk dengang han friede til mig på sit gyldne værelse. Jeg havde talt hver eneste af hans lydløse skridt. Men det virkede som fjern fortid nu.

Han skyndte sig hen til mig, og begyndte – selvfølgelig – at stille en storm af ”er du okay?”-spørgsmål. ”Hvad er der Bells? Sveder du? Fryser du? Er du tørstig? Træt? Har du ondt?…” Hans spørgsmål indeholdte så meget panik og bekymring, at det til sidst blev trættende og jeg afbrød ham. ”Nej. Jeg har bare… savnet dig” Sagde jeg med gråd i stemmen, imens jeg forsigtigt rejste mig op for at kysse hans kolde, blege læber. Jeg var to centimeter fra hans mund indtil…

Det svimlede for mig. Arvgh! Skreg jeg indeni mig selv da min ryg brækkede. Jeg mistede balancen og faldt ned på det hårde, hvide trægulv… Men noget greb mit baghoved før gulvet. Det var noget koldt, men alligevel så underligt genkendeligt, det var… Edwards smukke hænder der havde undgået at jeg fik kraniebrud udover en brækket ryg og et ødelagt ribben. Jeg mærkede to arme gribe fat under min bevidstløse krop. De bar mig ind i et varmt rum, hvor jeg blev lagt på noget blødt. En seng, en sofa, måske en madras. Jeg var for udmattet til at undersøge sagen nærmere, og lå bare – på hvad det nu end var – og forestillede mig: min lille perfekte baby blive taget ud af hånden på mig af de mørke kutteklædte skikkelser; Volturierne. Jeg vågnede hurtigt op fra mit deja-vu da Rose hastigt skar min runde mave op. ”Få ham ud!” skreg jeg med en hæs og nervøs stemme, inden morfinen var begyndt at virke. Jeg mærkede den største del af mit blod forlade min krop, imens jeg forsigtigt åbnede øjnene for at se hvad der skete.

Men inden jeg nåede at åbne dem helt sagde min elskede vampyr: ”Det er Renesmee.”

Og ganske rigtigt; der lå min lille datter smurt ind i blod, i hendes fuldkommen perfekte fars arme. Jeg smilte. Dette øjeblik var det lykkeligste i hele mit liv. Men pludselig… gik alting i stå…

Som slukket for en kontakt gik jeg ud som et lys. Jeg faldt. Faldt uendeligt langt, imens min krop bevægede sig som en sten i vandkanten på La Push. Jeg mærkede en trykken på mit bryst. En trykken der hele tiden holdt den samme takt: Puf, puf, puf, puf… Aaaaaaaaaaaaaaarrrrrhhhhhhhvvvvvvvvvvvvgggggg!!! Skreg jeg inden i mig selv da ild brændte sig igennem huden ved mine håndled, ankler og lår. Og så begyndte det at trykke igen. Imens fortsatte ilden igennem mine arme og ben. Da det havde brændt i et stykke tid og det blev ved med at trykke, kom der en underlig smag i min mund. Underlig men velkendt. Den var varm og smagte af en lille snert af lugten af våd hund. Smagen stoppede men lidelserne fortsatte. Jeg faldt stadig i det uendelige hul…

 Jeg hørte stemmerne imens jeg faldt:” Kom nu! Du er ikke død! Kom tilbage til mig, elskede! Kom nu!!!.” Det var Edwards stemme. ”Jeg vil ikke dræbe dig. Du har fortjent at leve med det her.” Var det Jacob der sagde det? Og hvis det var, hvad mente han så med at han ikke ville dræbe Edward? Hvilken aftale havde de lavet, uden jeg vidste noget? Og hvad var ”det”? Var det mit blege lig der nu lå foran min bedsteven og min mand? Eller det havde de i hvert fald været da jeg… levede. Jeg ville havet sunket en klump, hvis jeg altså var i stand til at røre mig.

   Jeg blev ved med at falde men nu blev jeg stukket en enkel gang i mit bryst – faktisk lige ved mit hjerte – efterfølgende sneg brændende varme flammer sig ind i det lille hul i min lyseblå lange skjorte; om det så var en kanyle eller kniv der havde lavet det. Flammerne var som syle spidse nåle, taget ud for smedens pejs for to sekunder siden. Ilden bredte sig i hele min krop og brændte min krop så det følte som om der snart ikke var mere tilbage af mine kropsdele. Til sidst var ”torturen” så grufuld at – selvom jeg var… død – var det som om at jeg først… døde… rigtigt nu.

 På bryllupsrejsen på Isle Esme, På engen i Forks, Da jeg sprang ud ved klippen på La Push, Den bedste nat i hele min eksistens, da Edward erklærede sig ”vampyr”, Da han friede til mig, da vi sagde ja til hinanden, da jeg opdagede at jeg var gravid med min eneste enes barn, da Jacob, ham og jeg lå i telt i sneen, da min smukke mand og jeg stod i det klare vand og så på fuldmånen, da jeg var ni måneder gammel og Renée holdte mig i hendes arme i mens Charlie løftede min bløde baby-hånd og begyndte at vifte med den, og til sidst en hvid rose vikle sig rundt om mit isnede hjerte for at beskytte det. I min hjerne lignede det måske mit indre organ, men for mig var det min Renesmee der blev beskyttet og passet på af noget smukt og blegt; Edward

 Jeg mærkede hvordan isen langsomt bredte sig fra mit blod i de yderste dele af min krop, helt indtil mit hjerte, hvordan min brækkede ryg helede sig, og hvordan blodtørsten sitrede under mine ligblege læber…  

Hvis I ønsker mere fanfiction og at være opdateret på Twilight og Robsten, så følg mig på Instagram – Jeg er @katlabird_robsten

Katrine