Twilight inspireret historie

Læs denne Twilight inspireret historie

Kære Twilight fans. Her finder I en anderledes Twilight inspireret historie. Den finder nemlig ikke sted i Twilight universet, men rettere i det virkelige liv. Der indgår ingen Twilight figurer som Edward Cullen, Bella Swan og Jacob Black, men nærmere mennesker som du og jeg!

Jeg har fået fortalt at det blot kun er en prologue og en del af en længere historie.
God fornøjelse!

Vi kiggede begge to på hinanden. 

Jeg vidste, at jeg ikke ville være tilstede særlig længe. Min tid var ved at blive brugt op.
Hun talte ord jeg ikke hørte, og smilte straks efter.

Det var uger siden det sidste havde føltes så virkeligt. 

Jeg kunne blive ved med at spørge hvorfor og hvordan, men det ville intet ændre. Der var ingen grund til at spilde min tid på det.
Hun sad på hendes seng. Et værelse jeg havde besøgt mere end noget andet i verden. Ingen larm ovenpå betød, at vi var alene hjemme.

Jeg trådte ind ad døren til mit eneste fristed, i retningen af det lille væsen som vinkede mig ind. Som en voodoo dukke svævede min krop mod hende, og standsede brat ved hendes side.

”Er du okay?” spurgte jeg.
”Nu er jeg” svarede hun grinende.
Jeg var den brændende mand.
Med sammenbidte tænder og knuste læber gav jeg hende et skævt smil.
Hun måtte ikke se ildhavet inden i mig.
Jeg ønskede at dette øjeblik ville vare for evigt og hvis det ikke kunne, at jeg ville stoppe med at eksistere så snart det var slut.
Ingen ord ville nogensinde kunne beskrive hendes skønhed, og hvilken blasfemi det ville være for dem som måtte prøve.

”Du skal afsted nu”. Med hendes olivengrønne øjne kiggede hun på mig.
Hårde, klare og meget dybe. Det føltes som om jeg kunne se flere kilometer ind i dem, og dog, i deres bundløse dyb kunne jeg ingen modsigelser finde i de ord hun havde talt.

De skar igennem mig. Men det betød intet, for jeg koncentrerede mig kun om lyden af hendes stemme.

”Jeg ved det godt. Jeg ville bare sørge for at du var okay” mumlede jeg mens mit blik cirkulerede rundt på hendes engel lignende ansigt. Jeg ville få så meget af den med mig, som jeg overhoved kunne.
Jeg fik samlet kræfter og energi inden i til, at finde de sidste par ord jeg ejede.
”Du bliver nød til at love mig mere end du nogensinde har gjort før i tiden, at du vil passe på dig selv. Jeg ved ikke hvor længe der vil gå før jeg kommer igen, og at det vil blive under de samme omstændigheder. Jeg styrer desværre ikke begivenhederne, selvom jeg ville ønske at jeg gjorde”.
Hun rullede med øjnene og slog ud med hånden, som hun altid plejede når jeg talte om hendes sikkerhed og vel.
”På en betingelse”.
”Hvad som helst” svarede jeg.
”At du gør det samme”.
Jeg stirrede væk, og lukkede øjnene for første gang siden jeg trådte ind i rummet. Jeg ville ikke have at hun skulle se løgnen i mine øjne.
”Naturligvis. Hvis det er det der skal til”….

Telefonen i min lomme vibrerede. Jeg åbnede mine øjne. Det her var typisk en af de tidspunkter i mit liv hvor jeg ønskede, at jeg ville holde op med at eksistere.
Søndage.
Telefonen vibrerede igen.
Jeg ville række ned efter den, men gjorde det ikke. Det var uden tvivl min mor med hendes ugentlige sikkerhedstjek.

Jeg var ikke sikker på hvor jeg var, og hvis jeg skulle være ærlig var jeg ligeglad.
Jeg så hende igen, og alt andet havde ingen betydning. Jeg ville bøde for det senere i dag, og de mange efterfølgende dage, men det var ligegyldigt.

Selv den dag jeg bliver til aske, vil jeg da stadig mærke torturen af hendes tab? Jeg lå i et støvet mørke, i hvad der føltes som et langt og tidsfrosset rum. Det var som om tiden havde endt. Som om universet havde stoppet.

Et år var nu trods alt gået.

Et år. tænkte jeg indeni mig selv.

Mit hoved føltes som glas der var splintret i tusinde stykker. Lydene omkring mig begyndte at røre rundt på sig. Mine øjne havde vænnet sig så meget til mørket, at jeg kunne se silhuet lignende figurer langt vinduet ude mod gaden.
En privatfest. Jeg må have lagt mig i løbet af natten i rummet ved siden af.

Mine læber var tørre, og langsomt kom billederne fra de sidste seks timer af mit liv. Små glimt at lys og lyde blandet sammen med en stank af røg og alkohol. Jeg havde drukket til jeg ikke kunne huske hvorfor jeg drak. En mission som tydeligvis ikke havde lykkedes…