Anmeldelse af Red Riding Hood

Filmanmeldelse af Red Riding Hood

Den unge og smukke Valerie som bor i en middelalderlandsby, forelsker sig i en fattig skovhugger, men hendes familie ser helst, at hun gifter sig med den velhavende Henry.

Valerie og Peter beslutter at stikke af sammen, men inden de når så langt, bliver Valeries storesøster dræbt af den varulv, der lusker rundt i mørket i skovene omkring byen.

Indbyggerne har i årevis holdt bæstet på afstand ved at ofre et dyr hver måned, men under en blodmåne har ulven udfordret indbyggerne ved at dræbe et menneske.

Sulten efter hævn tilkalder indbyggerne den kendte varulvejæger Fader Solomon, som advarer, at varulven tager menneskelig form og reelt set kan være hvem som helst. Mens panikken breder sig i den lille by, opdager Valerie, at hun har et helt bestemt bånd til bæstet.

Det, der overraskede mig mest ved filmen, var hvordan filmen i realiteten egentligt ikke havde noget med den originale fortælling om den lille Rødhætte at gøre, men stadig blev nogle af de små kendetegn ved Rødhætte inddraget forskellige steder i filmen – sommetider føltes det dog en smule malplaceret.

Udover det, var lykkedes filmholdet at samle en masse friske ansigter som man ikke havde set før, selvfølgelig set bort fra den underskønne Amanda Seyfreid, Gary Oldman og Billy Burke som os Twilight-fans kender som Bellas far, Charlie Swan. Det gjorde helt klart filmen bedre, da man ikke kunne referere til tidligere roller. Stadig var skuespillet helt i top og troværdigt.

Twilight Instruktør

Catherine Hardwick er kvinden bag filmen. Vi kender hende som instruktøren fra den første Twilight-film og jeg synes faktisk at Red Riding Hood er rimelig Twilightish og det er ikke svært at gennemskue Catherine bag den dystre middelalder by. Der bliver også trukket en parallel ved åbningsscenen, som jeg synes minder meget om starten på Twilight, der er også nogle andre små paralleller mellem de to film, men det syntes jeg selv I skal sidde og kigge efter når I engang ser filmen.

Historien havde for mange grene

Selvom jeg syntes at filmen var nogenlunde underholdende, er det ikke en jeg skal se igen. Filmen virkede endeløs med alt for mange sidehistorier hist og her, bl.a. en lille kærlighedstrekant bliver indblandet og nogle familie problemer hænger også ude på sidelinjen. Men filmen var en okay blanding af fantasy, gys og med sidehistorierne endda en smule drama, filmen var da også tilpas proppet med lækre skuespillere og det gjorde helt klart det hele mere udholdeligt. Mens man sad og så filmen var det svært at finde ud af hvornår man ligesom nåede klimaks, men det skete underligt nok næsten til allersidst i filmen, der var man dog heller ikke i tvivl om at det var nu det skete.

På en regnvejrsdag

Hvis du tager i biografen for at se en ny version på den lille Rødhætte, vil jeg ikke anbefale filmen. Men tager du i biografen med et åbent sind, er der måske en chance for at du rent faktisk vil kunne lide den her film. Hvis ikke, skal de to lækre fyre Max Irons og Shilo Fernandez nok holde dig i sædet, ellers kan du jo bare nyde skønheden Amanda Seyfried. Filmen er hyggelig på en regnvejrsdag, desuden er der sørget for både drengene og pigerne.